STILHEDEN FØR STORMEN

Natten startede i den rolige ende – sådan lidt som dengang jeg selv begyndte på Crazy Daisy, hvor folk først dukkede op omkring midnat, og trykket først rigtig kom ved 00:30-tiden. Det føltes nærmest nostalgisk. Jeg havde tid til at bygge stemningen op, og i stedet for at skynde mig ud i de sikre Top 40-hits, valgte jeg at holde fast i den tech’ede og groovy kant. Små rytmiske lag, lidt vokal her og der – og enkelte af mine egne edits, som jeg altid får en særlig ro i kroppen af at teste på et gulv. Det er lidt som at slippe noget af sig selv fri og se, hvordan folk tager imod det.


FRA OPVARMNING TIL FULD ENERGI

Omkring klokken 01 begyndte alt at falde på plads. Klubben summede. Der var energi, folk reagerede, og jeg havde godt fat i mic’en for at trække stemningen helt frem i front. Jeg kunne mærke at flowet var god i gang, og det er en af de fornemmelser der næsten ikke kan beskrives – den hvor man mærker rummet som én samlet enhed, og hvert drop får sit eget liv

.Jeg kom vidt omkring i løbet af natten – house, club, tech, lidt pop – og landede på omkring 160 tracks i alt, inklusiv tools og edits. Det svarer til lidt over ét nyt track hvert andet minut. Det lyder voldsomt, men sådan føles det, når man står der midt i det.

For hver overgang skal der tænkes, vælges, mixes, mærkes. På under to minutter skal jeg nå at:

  • mikse et nummer ind
  • bruge mic’en
  • læse gulvet og reagere
  • overveje næste nummer
  • finde det blandt 7.000+ tracks
  • finde startpunktet
  • og smide det næste track i gang.

Alt sammen mens man står i et rum fyldt med glade, berusede mennesker, der råber ønsker, viser telefoner frem og bare gerne vil være en del af øjeblikket. Det er kaos – men det er mit slags kaos. Jeg elsker det.


ØJEBLIKKENE DER STÅR KLART

Et af nattens stærkeste øjeblikke opstod på under et halvt minut. En lille gruppe gutter kom frem til pulten og spørg efter "Lampeskærm" af Benal. Jeg rystede på hovedet – nummeret passede simpelthen ikke lige dér. De slog ud med armene, tydeligt skuffede, måske endda lidt provokerende. Jeg kunne mærke stemningen hænge et sekund i luften.

Men så sker der noget. Den ene fanger mit blik, han hæver hånden og sender et lille fist-bump. Et signal om, at de alligevel forstod, hvad jeg var i gang med. Den gestus ændrede alt. Jeg griber hurtigt tracket, cue’er det op og smider Lampeskærm ind i mixet som det næste.

Reaktionen var øjeblikkelig. Drengene eksploderede i glæde, sprang ud på gulvet og fik hele området omkring dem til at vågne. Det var ren impuls – et perfekt eksempel på at man at man som DJ kan styre skibet i den rigtige retning for alle, og samtidig have overblik og ro nok i sindet til at smide en skæv plade ind, bare for at gøre et par enkelte gutter glade. Tak for fist-bump'en boys - den var sq fed at få!

For mig blev det her moment et eksempel på hvad der gør det ekstra fedt at være resident og klub-DJ.

ET LIV I BEVÆGELSE

Når jeg ser tilbage på aftener som denne, slår det mig, hvor meget DJ-faget handler om bevægelse. Ikke kun i musikken, men i alt omkring den. Det handler om at finde ro midt i tempoet, om at læse stemninger, skabe forbindelser og turde improvisere. Jeg kan stå i den vildeste larm og stadig mærke en form for ro, når alt kører – som et maskinrum, hvor hver knap og hver beslutning betyder noget.

Det er dér, jeg trives. Og når lyset tænder, og gulvet stille tømmes, ved jeg, at jeg har gjort det, jeg elsker: at give folk en nat, de kan mærke.